Gå til hovedindhold

Projekter

Med en imponerende årlig tilvækst på cirka 5.000 nye indbyggere er Aarhus, næst efter hovedstaden, den by i Danmark hvor væksten er mest markant. Dette betyder en stigende efterspørgsel på nye boliger og erhvervsejendomme.

Mange ønsker at bo i rolige, naturskønne omgivelser tæt på Aarhus, som lokker med caféer, shopping og kulturelle tilbud, og mange virksomheder vil gerne placere deres forretning i eftertragtede og innovative erhvervsparker med mulighed for værdifuld faglig sparring. 

For at imødekomme denne efterspørgsel har Aarhus Kommune igennem de seneste år iværksat en række store byudviklingsprojekter, hvor der løbende kommer grunde til salg. Denne side viser et kort over aktuelle projekter, og linker videre til de enkelte projekter.

Kontakt Projekter

Bolig og Projektudvikling
Kalkværksvej 10 
8000 Aarhus C
Telefon: 89 40 23 60
Mail: boligogprojektudvikling@aarhus.dk

Sydhavnskvarteret

Sydhavnskvarteret

Sydhavnskvarteret er kendetegnet ved et markant kulturmiljø, veletablerede og nye erhvervsvirksomheder, væresteder for socialt udsatte, kunstnere og kreative erhverv. Dertil kommer en række bevaringsværdige bygninger og kulturspor i form af blandt andet det tidligere kraftværk, Restaurant Kohalen og andre bygninger, der giver området karakter.

Der er store ambitioner for Sydhavnskvarteret i Aarhus, som bliver en helt ny type bydel. Kvarteret skal udvikle sig til et mangfoldigt område, hvor den historiske arkitektur kan blande sig med nye byggerier. Kvarteret skal give Aarhus en enestående, mangfoldig og levende bydel, hvor forskeligheder dyrkes og giver dynamik til området. En udviklingsplan for kvarteret vil blive præsenteret i midten af 2017. Udviklingen sker i to overordnede faser; delområdet nord for Jægergårdsgade udvikles fra 2017, mens delområdet syd for Jægergårdsgade udvikles fra 2020.

Sideløbende med arbejdet med udviklingsplanen for Sydhavnskvarteret igangsætter Aarhus Kommune en konkurrence om kulkransporets fremtid for at sikre kvarteret en flyvende start som en ny og mangfoldig bydel.

Godsbanen

Godsbanen

Kulturen og kreativiteten blomstrer i området, og det skæve og skabende byliv skal fastholdes, når Godsbanearealerne i de kommende år forvandler sig til en ny bydel. Samtidig skal masser af nye funktioner tilføres, så området i fremtiden bliver endnu mere mangfoldigt; nye etagebyggerier med boliger og erhvervsvirksomheder skal ligge side om side med butikker og uddannelses- og kulturinstitutioner, så Godsbanen i fremtiden bliver et nyt knudepunkt i Aarhus – Aarhus K.

Godsbaneområdet har allerede i dag et levende, kreativt iværksættermiljø med ungdomskulturen i centrum. I marts 2012 åbnede kulturproduktionscentret Godsbanen som første del af helhedsplanen, og det er i dag et kulturelt centrum for scenekunst, billedkunst og litteratur. På Godsbanen finder man også Institut for (X), som repræsenterer en mangfoldighed af aktiviteter og små virksomheder, der eksperimenterer og afprøver idéer.

Aarhus Arkitektskole og andre uddannelsesinstitutioner flytter i de kommende år ind på Godsbaneområdet, hvor der også vil blive opført et internationalt kollegium og en række bolig- og erhvervsbyggerier.

Lisbjerg Bakke

Lisbjerg

Lisbjerg er blandt Danmarks største byudviklingsprojekter med en unik beliggenhed midt i landskabet og samtidig som en del af Aarhus.

Over de næste årtier forvandler Lisbjerg sig til en tæt og levende by med plads til op mod 25.000 indbyggere. Med Lisbjerg skaber Aarhus Kommune en helt ny type by, der gennem bæredygtighed, arkitektonisk kvalitet og grønne byrum skaber rammen for det gode liv. Her kombineres den oprindelige landsbys fællesskaber med storbyens mangfoldighed og byliv og forener det bedste fra forstad og by.

Med direkte letbaneforbindelse og ny supercykelsti til Aarhus midtby er der nem adgang til byens kulturelle tilbud og mange arbejdspladser. Lisbjerg ligger samtidig smukt placeret i det kuperede bakkelandskab med storslåede udsigter over landskabet og byen.

Aarhus Amtssygehus

Amtssygehuset i Tage-Hansens Gade

I begyndelse af 2018 flytter de sidste medarbejdere og patienter ud af midtbyen og ind i Det Nye Universitetshospital i Skejby.

Det gamle Amtssygehus i Tage-Hansens Gade skal udvikles til en ny og spændende bydel, og dele af sygehuset, der har ligget i området siden 1935, skal bevares. Placeringen i midtbyen er meget attraktiv med både Aarhus Universitet, Den Gamle By og Botanisk Have som nærmeste naboer.

Aarhus Ø

Aarhus Ø

Aarhus Ø er byens største byggeprojekt og en bydel i udvikling med boliger, erhverv, uddannelsesinstitutioner, ældreboliger, dagsinstitution, hovedbibliotek og teater. Bydelen vil på sigt huse 8.000-10.000 beboere og ca. 12.000 arbejdspladser.

De internationalt anerkendte arkitektfirmaer Bjarke Ingels Group (BIG) og Gehl Architects står bag udviklingsplanen for Bassin 7-området midt på Aarhus Ø, der har fokus på at skabe attraktivt byliv og urbane fællesskaber. Her får byen et fantastisk havnebad, en strandzone, teater og et syv meter højt udsigtstårn, hvorfra man kan se området, bugten og byen. Udviklingsplanen lægger op til, at byens aktører skal skabe byliv og være med til at drive udviklingen af Bassin 7-området.

På spidsen af Aarhus Ø med den gamle lystbådehavn som nærmeste nabo får byen også et internationalt sejlsportscenter, som står færdigt senest i 2018, når Aarhusbugten forvandles til sejlsportsarena, og Aarhus bliver værtsby for VM i samtlige olympiske bådklasser.

Vi anvender cookies til at forbedre din oplevelse . Læs mere om Cookies. Accepter brugen af cookies